Talen til brylluppet kan give mange søvnløse nætter.
For hvordan sætter man ord på sin kærlighed?
Her er nogle ganske simple råd at følge, der vil føre dig frem til succes.
Forbered dig:
De allerfærreste kan rejse sig op ved eget bryllup og holde en spontan tale, som tager gæsterne og den nye ægtefælle med storm. Lad være med at undervurdere, hvor rørt og nervøs du vil være. Skriv talen på forhånd og øv dig.
Prøv om du kan undgå at læse op:
Talen bliver mere levende, hvis du kun støtter dig til stikord. Gør dig umage med at tale langsomt og tydeligt, så folk både kan høre, hvad du siger men også kan nå at fordøje og nyde talen. Øve dig Øve dig til den sidder på rygraden, og hold dig til dine stikord.
Show it – don’t tell it:
I stedet for at putte en masse tillægsord på din nye hustru/mand, så kom med konkrete eksempler. Det gør talen personlig, og folk kan huske den i lang tid bagefter. I stedet for at sige, at din hustru er betænksom og sød, så fortæl om dengang hun stillede en McDonald’s-menu ved siden af sofaen, hvor du sov dine tømmermænd ud. I stedet for at sige, at din mand er hjælpsom og dejlig, så fortæl, hvordan han altid med den ene hånd skubber dig på cyklen, når I maser op ad stejle bakker.
Lad være med at være én, du ikke er:
Hvis du er en mand/eller kvinde af få ord, så hold din tale kort.
Tekstforfatter:
Få gerne fat i en tekstforfatter, til lige at give talen den sidste pift, det er alle pengene værd.
Husk, at du allerede har vundet, så snart du har rejst dig op:
Med mindre du har inviteret bitre ekskærester med til festen, så flyder hele rummet med velvilje, og alle ønsker, at du skal lykkes med din tale.
Skriv evt. talen eller dine stikord på et stykke kraftigt papir eller karton:
Så man ikke kan se, hvis du skulle ryste på hånden af nervøsitet. Samtidig sveder papiret heller ikke igennem.
Vær varsom med at takke alt for mange personer i din tale:
Tak kun de allermest nødvendige og uundgåelige. Der kan hurtigt komme til at sidde nogen, som føler sig overset.
Opbygning af talen:
Start blødt op, evt. med noget helt andet, så du har mulighed for at tale dig selv lidt varm. Herefter kan du begynde på de mere personlige ting, der måske kan være svære at sige. Indflet som nævnt gerne få korte, men gode historier, der underbygger og fortæller, hvor dejlig og skøn din nye brud/gom er. Slut evt. af med en overraskelse/finale, der tager både brud/gom og gæsterne med storm. Det kan være et digt, en sang, sunget af dig eller en anden eller en særlig gave eller ting, der betyder noget særligt for jer.
Hvis du har nogle ideer eller råd til, hvordan man holder en god tale, må du endelig skrive det nedenfor i en kommentar.
* Har du også et godt råd andre kan bruge, skriv gerne i kommentarfeltet. Vi kan alle bruge gode råd til en tale, medmindre du er “speaker”, men så læser du sikkert ikke det her..